Syng med

KorNucopia optager enkelte nye medlemmer ved sæsonstart i august 2026

Syng med
Syng med i KorNucopia

Vi er som udgangspunkt fyldt godt op i alle stemmegrupper, men har plads til enkelte nye gode og sikre korstemmer til vores 1. sopran- og herregrupper.

Så er du en erfaren korsanger med en god og sikker stemme, er her muligheden for at blive en del af vores dejlige kor.

Koret er voksent med medlemmer i alle aldre. Repertoiret er varieret, både det sjove og det mere seriøse, og omfatter alt fra klassisk, visearrangementer til rytmisk. Hver sæson rundes af med koncerter, som du forventes at deltage i.

Vi vil gerne udvikle vores korsang, så vi forventer, at du vil prioritere koret og vores øvegange, når først du er medlem. Vi øver hver torsdag kl. 19.00-21.15 på Falkonergården Gymnasium på Frederiksberg. Vi sætter også det sociale samvær højt og har en hyggelig stemning i koret. Vi hygger bl.a. med snak, kaffe og kage i pauserne, cafébesøg, julefrokost og sommerfest.

Vi indleder efterårssæsonen torsdag den 27. august 2026. Der vil være mulighed for at komme og deltage i de to første øveaftener i begyndelsen af sæsonen (27. august og 3. september 2026), så du kan se, hvem vi er – og omvendt. Torsdag den 3. september 2026 vil vores dirigent – under hensyntagen til korets stemmefordeling mv. – afholde en lille, uformel stemmeprøve for dem, der er interesserede i at blive optaget i koret.

Du er velkommen til at kontakte os på kor@nucopia.dk for yderligere oplysninger.

Hvis du er interesseret i at synge med i KorNucopia, bedes du udfylde følgende formular (husk at fortælle om tidligere korerfaring).

Vi vil gerne høre fra dig senest den 18. august 2026.

Dine personoplysninger er til midlertidigt brug ved sæsonstart og vil blive slettet en måned efter sæsonstart.

    Ønsker du efter besøg og samtale med dirigenten at blive medlem af KorNucopia, sender vi dig link til vores indmeldelsesblanket, som du bedes udfylde.